Prins støtter lillebror efter kærestepalaver
Prins William afviser, at han er utilfreds med, at prins Harry offentliggjorde forholdet til Meghan Markle efter chikane.


Det var opsigtsvækkende, da prins Harry i starten af november opfordrede medierne til at lade hans nye kæreste, Meghan Markle, være i fred efter omfattende chikane.

Det skete i en meddelelse fra det britiske kongehus, hvori det første gang blev officielt bekræftet, at prinsen og den amerikanske skuespillerinde, der blandt andet er kendt fra tv-serien "Suits", danner par.

Siden har der været forlydender om, at prins William er utilfreds med offentliggørelsen af lillebrorens forhold, men det afviser kongehuset nu over for The Telegraph.

- Hertugen af Cambridge forstår fuldstændig situationen omkring privatlivet, og han støtter prins Harrys behov for at beskytte dem tættest på ham, skriver Kensington Palace i en kommentar til avisen.

Prins William støtter således sin lillebror i at sende den noget atypiske meddelelse ud.

Det er sjældent, at det britiske kongehus retter en så direkte kritik mod medier og offentlighed, men i meddelelsen fremgik det, at opmærksomheden havde taget overhånd og at grænsen var nået.

- Prins Harry er bekymret for frøken Markles sikkerhed og er dybt skuffet over, at han ikke har kunnet beskytte hende. Det er ikke i orden, at frøken Markle skal være udsat for en sådan storm få måneder inde i forholdet, skrev kongehuset.

I meddelelsen fremgik det, at medierne havde bombarderet stort set hver eneste af skuespillerindens venner, kolleger og familiemedlemmer for at få en kommentar om det royale forhold.

Samtidig beskrev den, hvordan "Suits"-skuespillerindens mor var nødt til at kæmpe sig forbi fotografer for at nå sin hoveddør, og at nogle endda havde forsøgt at mase sig ind i hendes hjem.

Prins Harry og Megan Markle havde kun dannet par i få måneder, da forholdet blev offentliggjort i meddelelsen.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.