Prins skuffer: Jeg bliver aldrig konge
Den femte i den britiske kongerække skuffede gevaldigt, da han afslørede, at han aldrig bliver konge.
Prins Harry skuffede spændte skoleelever, da han fortalte, at han ikke bliver konge.
Prins Harry skuffede spændte skoleelever, da han fortalte, at han ikke bliver konge. Foto: Justin Tallis/AP


Selv om de færreste nok ville takke nej til tanken om en prinsesse og det hele kongerige, er der én prins, der slet ikke er interesseret i kongetitlen.

Den britiske prins Harry, der er nummer fem i kongerækken i Storbritannien, er derimod glad for udsigten til et liv uden kongekrone. Det skriver The Telegraph.

Da prinsen for nylig var på besøg på en skole, spurgte en af eleverne, den niårige dreng Tristan, om prins Harry nogensinde ville blive konge. Til det svarede prinsen grinende:

- Det er det spørgsmål, I alle gerne vil have svar på, hvis vi skal være ærlige. I bliver nok glade for at høre, at det sandsynligvis ikke kommer til at ske, sagde han ifølge The Telegraph.

Men niårige Tristan blev langt fra glad for svaret, for han havde håbet på, at den rødhårede prins ville være konge, når Tristan bliver voksen.

Da prinsen så drengens skuffede ansigt, skyndte han sig hen til Tristan for at give ham en high five.

- Åh, se skuffelsen! Det elsker jeg. Du får en high five, sagde prinsen.

Senere indrømmede Tristan, at selv om han gerne ville se prins Harry på tronen, så ville han også gerne have, at prinsen fulgte sine drømme og kun gjorde ting, han selv havde lyst til.

De fire i rækken til tronen før prins Harry er hans far, prins Charles, broren prins William og hans to børn prins George og prinsesse Charlotte.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.