Normalt er det den engelske dronning selv eller kronprins Charles, der bliver sendt i byen, når det engelske kongehus skal repræsenteres.
Men nu er tjansen gået endnu en generation ned. Prins Harry, der er dronningens yngste barnebarn, skal repræsentere både sin far og farmor ved den fornemme galla Royal Variety Performance den 13. november.
Det skriver Hello! Magazine.
Den unge prins bliver ikke den eneste kendis til den årlige gallafest. Festen fejrer nemlig de bedste engelske og internationale musical-, komedie- og teaterforestillinger.
Derfor er en lang række sangere inviteret til festen, der også er et velgørenhedsshow, hvor pengene går til kunstnere i nød.
Blandt andet vil prins Harry kunne synge med på tonerne fra sir Elton John, Kylie Minogue og One Direction. Det populære boyband udgiver på galladagen deres femte album og tager efter den kongelige optræden en pause fra musiklivet.
Der kommer også til at være en del underholdning, som sikkert kan få smilet frem i prinsens røde skæg. Blandt andet vil vinderen af talentprogrammet "Britain's Got Talent" Jules optræde sammen med sin hund.
Værten for showet bliver den 27-årige komiker Jack Whitehall, der for tredje gang skal forsøge at imponere en prins. Tidligere har det nemlig været prins Charles og Harry's bror, William, der har deltaget i den stjernespækkede aften.
/ritzau/FOKUS