Prins mindede dræbte soldater
Prins Harry brugte torsdag morgen sammen med sin farfar, prins Philip, foran Westminster Abbey på at hylde militærveteraner og minde dræbte.
Britiske prins Harry skænker de dræbte britiske soldater en tanke ved ceremonien i London torsdag.
Britiske prins Harry skænker de dræbte britiske soldater en tanke ved ceremonien i London torsdag. Foto: Kirsty Wigglesworth/AP


Den britiske prins Harry har brugt de seneste ti år i militæret, og da han tilbage i juni i år afsluttede sin militære karriere, var det med rang som kaptajn og med to missioner i Afghanistan i bagagen. Her tog han også certifikat til at flyve Apache-helikopter.

Herefter er prins Harry vendt tilbage til sine royale pligter, og det var også i den forbindelse, at han sammen med sin 94-årige farfar, prins Philip, torsdag morgen var mødt frem til en stor ceremoni foran Westminster Abbey i London.

Her mødte den 31-årige prins blandt andet militærveteraner, aktive officerer og deres respektive familier, hvor han kunne takke dem for deres bidrag.

Men der var også lagt 100.000 kors frem til minde om de soldater, der har mistet livet under tjenstlige opgaver. I den forbindelse viste de to prinser deres sympati og medfølelse ved begge at lægge et trækors på en mindeplads for "de ukendte faldne soldater" for derefter at gøre honnør.

Det er fast tradition, at et eller flere medlemmer af den britiske kongefamilie deltager ved mindedagene for de faldne soldater.

Denne gang var det altså prins Harry og prins Philip, der mødte frem som kongehusets repræsentanter.

Mange andre medlemmer af kongefamilien er i øjeblikket ude og rejse. Prins Charles og hertuginde Camilla besøger eksempelvis New Zealand i disse dage.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.