Prins Harry må finde tålmodigheden frem, når han skriver sms-beskeder med skuespillerinden Margot Robbie, der blandt andet er kendt fra filmene "The Wolf of Wall Street" og "Focus".
Den 26-årige australske skuespillerinde har afsløret til mediet E! News, at hun har prins Harrys nummer i sin telefonbog, og at hun mødte den britiske prins gennem fælles bekendte.
- Tja, han er venner med Cara (modellen Cara Delevingne, red.). De har kendt hinanden i årevis, og vi mødtes gennem fælles venner, siger skuespillerinden.
Og på spørgsmålet om, hvorvidt prinsen var god til at sende sms'er, måtte skuespillerinden erkende, at han er væsentligt bedre end hende.
- Han er ret hurtigt faktisk. I modsætning til mig. Jeg skriver tilbage fire dage senere, uger nogle gang, lød det fra skuespillerinden, som kunne berette, at hun første gang mødte prins Harry til en fest, hvor hun ikke anede, hvem han var.
Margot Robbie forvekslede den britiske prins med musikeren Ed Sheeran, hvilket prins Harry ifølge Margot Robbie ikke blev synderligt begejstret for.
/ritzau/FOKUS