Prins knoklede for at genopbygge skole
Prins Harry slæbte tunge sække og blandede cement for at genopbygge en ødelagt skole i Nepal.
Efter prins Harrys officielle rundrejse i Nepal valgte han at blive yderlige seks dage i landet for at arbejde frivilligt.
Efter prins Harrys officielle rundrejse i Nepal valgte han at blive yderlige seks dage i landet for at arbejde frivilligt. Foto: Prakash Mathema/AP


Prins Harry var egentlig færdig med sin officielle rundrejse i Nepal og klar til at flyve hjem til de trygge omgivelser i England.

Men rørt af de mange ødelæggelser efter sidste års jordskælv, der kostede næsten 9000 mennesker livet i det fattige asiatiske land, valgte han at forlænge sit ophold for at hjælpe med genopbygningen.

Nu viser en række billeder, hvordan prinsen sammen med en flok krigsveteraner fra NGO'en Rubicon sled hårdt for at lægge fundamentet til en skole.

Arbejdet foregik nemlig i en afsides bjerglandsby, og de frivillige havde ikke adgang til moderne maskineri, der kunne lette arbejdsbyrden.

- For at lægge fundamentet til skolen var det nødvendigt at bryde sten ned i mindre stykker med de bare hænder, og cementen skulle bæres fra den nærmeste by, der ligger 2,5 timer væk, og blandes manuelt, fortalte en talsperson for Team Rubicon ifølge The Telegraph.

Team Rubicon er en amerikansk organisation stiftet af tidligere soldater, der vil bruge deres militære færdigheder i katastrofearbejdet. En talsmand for NGO'en fortalte efterfølgende, at veteranerne havde gjort en betydelig forskel for de berørte nepalesere.

- I den korte tid, hvor de frivillige fra Rubicon har arbejdet i landsbyen, har de haft en enorm indflydelse på lokalsamfundet ved at hjælpe dem med deres projekt, fortalte talspersonen.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.