Union Jack stod højt på himlen, og imens solen skinnede på de bronzebelagte sten, holdt den britiske prins Harry en rørende tale til enker og børn ved Bastion memorial på National memorial arboretum i Staffordshire i England.
Her er 453 navne hugget ind i mindestene for de omkomne britiske soldater fra Camp Bastion i Helmand-provinsen i Afghanistan.
- Vi mindes alle dem, som blev skadet under tjeneste i Afghanistan, sagde den tidligere soldat, prins Harry, til de rørte deltagere i sin tale, som hoffet selv har lagt på deres hjemmeside.
Den 30-årige prins Harry gjorde selv 10 års tjeneste i den britiske hær, hvor han blandt andet tog to tjenester i Afghanistan. Den ene i Helmand-provinsens Camp Bastion, hvor også danske soldater holdt til under krigen i Afghanistan indtil 2013.
- Enhver, der tjener sit land, betaler en pris. Nogen for tiden væk fra familien, andre den ultimative pris, sagde prinsen med mindevæggen bag sig.
Bastion memorial i Staffordshire er lavet af mange af rekvisitterne fra Camp Bastion i Afghanistan. Selv det britiske flag, Union Jack, stammer fra Camp Bastion og fløj med de britiske soldater hjem, da de forlod Afghanistan i oktober sidste år.
De danske soldater forlod Afghanistan i juli 2013.
Se billeder fra mindehøjtideligheden på kongehusets officielle profil på det sociale billeddelingsmedie Instagram her: https://instagram.com/kensingtonroyal/
/ritzau/FOKUS