Når man er over 18.800 kilometer fra sine børnebørn, må man finde andre guldklumper at kaste sin kærlighed over.
Det er præcis, hvad prins Charles, der i disse dage er på besøg i New Zealand, har gjort.
Prinsen, der lørdag den 14. november fylder 67 år, er på den anden side af kloden for at fejre sin fødselsdag sammen med sin hustru, hertuginde Camilla. Det skriver Hello! Magazine.
Og afstanden til sine to børnebørn, prins George og prinsesse Charlotte, har givet Charles mulighed for at øve sig på sin farfar-omsorg på andre børn.
For mellem de statslige besøg og de mange nye oplevelser, fik prins Charles tid til at holde en baby, der sammen med sin mor var kommet for at hilse på det britiske royale par.
Clarence House, der er parrets hjemsted i London, har lagt en video op på Twitter, hvor man ser en klukkende kronprins med den bedårende baby.
- Nu har du ikke tænkt dig at gylpe på mit tøj, vel?, spurgte prinsen med et smil.
Før han rakte babyen tilbage til sin mor, forsikrede hun prinsen om, at det ikke ville ske - og Charles kvitterede med et latterbrøl.
Se videoen af prins Charles, der holder babyen her: https://t.co/3nrJvMyQqC
/ritzau/FOKUS