Den normalt ret sjove entertainer Eddie Skoller er alvorlig, når talen falder på hans gode ven prins Henrik.
Kongehuset meddelte i går, at prins Henrik er ramt af influenza og for syg til at deltage i de festligheder, der i dag og i morgen holdes i anledning af dronning Margrethes 75 års fødselsdag.
Eddie Skoller siger til BT, at prinsen må være meget syg. For prins Henrik er meget glad for sin hustru - og glad for at feste, fortæller Skoller til BT. Dog understreger han, at han ikke har talt med den sengeliggende prinsgemal.
- Jeg er bekymret for ham og ønsker ham rigtig god bedring siger Skoller til BT.
Eddie Skoller var i 2012 med til at overraske dronningen i DRs koncerthus. I anledning af hendes 40-års regeringsjubilæum havde han sat musik til prins Henriks digt 'Udødelig lidenskab'.