Prins Henrik og sønner tog fusen på alle
Prinsetrioen mødte op til et offentligt Sankt Hans-arrangement på stranden i nordjydske Trend.
De tre prinser så gangske fornøjede ud til Sankt Hans-fejringen i Trend.
De tre prinser så gangske fornøjede ud til Sankt Hans-fejringen i Trend. Foto: Jacob Dalgaard/lokaltindblik.dk


Der dryssede pludselig royalt stjernestøv over en Sankt Hans-fest på stranden ved nordjyske Trend. Ganske overraskende dukkede prins Henrik, kronprins Frederik og prins Joachim op og var med til gildet.

Det skriver lokaltindblik.dk.

Det er Trend Sommerhusforening, der står bag det årlige Sankt Hans-arrangement i Trend, som er et af de største på egnen med flere hundrede deltagere.

Foreningens bestyrelse havde ifølge lokaltindblik.dk kendt til planerne om det kongelige besøg i 14 dage, men havde holdt dem hemmelige.

De fremmødte begyndte dog at gætte på royale gæster, da de så en indhegnet plet foran scenen. Senere blev en rød løber rullet ud og en kongestol sat frem - og så gik snakken for alvor.

Lidt før klokken 21 blev spændingen udløst. En grøn VW Caravelle trillede ned på stranden, og ud hoppede en ifølge lokaltindblik.dk veloplagt kronprins Frederik og prins Joakim samt prins Henrik, som fik tildelt kongestolen.

Prinsetrioen var på vej på bukkejagt i Trend, hvor de kongelige har en jagthytte. De havde besluttet sig for at overvære borgmester Knud Kristensens båltale, inden jagten blev sat ind. Bagefter sang de med på 'Midsommervisen,' og det blev også til lidt snak og håndtryk, inden de kongelige kørte videre på jagt.

Se lokaltindblik.dk's mange billeder fra Sankt Hans-arrangementet i Trend - klik her

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.