Den 8. marts er kvindernes internationale kampdag. Det bliver markeret landet over med arrangementer, der sætter fokus på ligestillingen eller manglen på samme.
Det er med udgangspunkt i kvinderne, men der er også mænd, der lider under diskrimination og forfølgelse, mener radiovært og debattør Anne Sophia Hermansen, der er tidligere folketingskandidat for Liberal Alliance. På Kforum lister hun med en vis ironi de mænd, der tilsvines på sociale medier, de undertrykte og oversete, dem, hvis ligestillingssag de færreste taler.
En af dem er prins Henrik, der altid står ved dronningens side, men alligevel aldrig bliver mere end prins.
- Prins Henrik er Danmarks suverænt største ligestillingsskandale, og hvis KVINFO tog sig selv alvorligt, havde de ikke inviteret kronprinsesse Mary, men prins Henrik som hovedtaler på deres kampdagsarrangement i dag. Leve Kongen!, skriver Anne Sophia Hermansen blandt andet.
Også politikeren Joachim B. Olsen får lidt moralsk opbakning med på vejen af Anna Sophia Hermansen.
- Joachim B. Olsen har vundet olympisk sølv, men det gør ham kun til en latterlig taber. Det er helt i orden at kalde ham kuglestøderen og sammenligne ham med en abe, men det er svinsk og sexistisk at kalde Thorning “finke” eller “dukkebarn”, skriver Anne Sophia Hermansen.
Men det er ikke kun navngivne mænd, som debattøren trækker frem. Hun nævner også blandt andre gruppen af cafe-ejere og restauratører, der frabeder sig ammende kvinder i deres retaurationer.
- De skal høre for, at de er kvindehadere, men intet kunne være mere forkert. I virkeligheden kæmper cafeejere og restaurantører FOR kvindekroppen og ikke imod den. De kæmper for mere feminin æstetik og for færre uklædelige pludderbukser. De kæmper for at få kvinderne ud af barsels-ballarinaerne og tilbage i stiletterne. De kæmper for at få brystet ud af barnets mund og ind i mandens, skriver Anne Sophia Hermansen.