Prins Harry mødtes med familierne til bombespecialister, der er blevet dræbt under udsendelse.
Prinsen har selv 10 års erfaring fra det britiske militær, og han har tidligere talt om båndet mellem veteraner, da han selv har været udsendt til Afghanistan to gange.
En af de dræbte, der blev mindet ved ceremonien, var korporal Jamie Kirkpatrick, som var 32 år, da han blev dræbt i Afghanistan. Hans far fortalte om familiens sorg, men også om den støtte, de havde fået igennem den svære tid.
- Vi husker mange familiefejringer, der under normale omstændigheder var en kilde til glæde, men som nu også fylder os med sorg. Medfølelse fra offentligheden trøster os, men den vil uundgåeligt blive mindre med tiden med undtagelse af større mindehøjtideligheder, fortalte han til de 1,500 fremmødte ifølge PEOPLE.
Prins Harry deltog tidligere på måneden i begivenheden "Walk of Britain", der skulle sætte fokus på psykiske udfordringer, og i den forbindelse lovede han, at han vil dedikere sit liv til at hjælpe krigsveteraner.
- Jeg elsker at være sammen med de her fyre. Jeg tror, at jeg nogenlunde kan sige, hvad de gennemgår, selvom det er svært, fordi alle er unikke. Mit fokus resten af livet bliver at sørge for, at de får den bedst mulige støtte, fordi jeg ved, hvor værdifulde de er for vores samfund.
Herhjemme åbner kronprinsesse Mary i dag KFUMs udslusningsboliger for veteraner, der skal gøre det muligt for veteraner med familie at bo et sted, hvor de kan få støtte af hinanden og af medarbejderne på stedet.
/ritzau/FOKUS