Som fader, så søn.
Sådan lyder det gamle ordsprog, men det er stadig aktuelt for kronprins Frederik og prins Christian.
Søndag deltog den 47-årige tronarving i det danske dragemesterskab på vandet omkring Dragør, og med på holdet havde han sin 10-årige søn, prins Christian, som havde en alletiders dag med at boltre sig på bølgen blå.
- Det er en fed fornøjelse at være ude på vandet, og på samme tid skal man også arbejde, så man ikke bare sidder og venter. Det er anderledes (at sejle med far, red.), for jeg har også selv sejlet optimistjolle, sagde landets fremtidige konge i et videointerview med Billed-Bladet.
Adspurgt, om far-Frederik kunne lære ham nogle trick, lød lilleprinsens svar prompte til det royale ugeblad således:
- Det kan han godt.
Selv var kronprinsen meget stolt af sønnike efter den krævende kapsejlads.
- Han har klaret det fortræffeligt, siger kronprins Frederik om prins Christian til Billed-Bladet.
Til dagligt går prins Christian i fjerde klasse på Tranegårdskolen i Gentofte. Han er den ældste i kronprinsparrets børneflok på fire royale rollinger, og derved står han til en dag at arve den danske trone.
Kronprinsparrets familie består foruden prins Christian, mor-Mary og far-Frederik også af prinsesse Isabella på ni år og tvillingerne prins Vincent og prinsesse Josephine på fem år.
/ritzau/FOKUS