Når prins Charles finder akvarelmalingen frem for at male smukke landskaber, er det ikke for at øge sin egen formue. Ikke desto mindre er han nu en af Storbritanniens bedst sælgende kunstnere, skriver The Telegraph.
Prins Charles har nemlig solgt print af sine akvarelmalerier gennem mange år, og siden 1997 har han tjent to millioner pund svarende til godt 19,7 millioner kroner. Det er nu kommet frem i en salgsanalyse fra det britiske kongehus.
Alle pengene fra salget går til Prins Charles' fond, The Prince of Wales's Charitable Foundation, som støtter mange forskellige velgørende formål.
Ifølge The Telegraph er de samlede salgstal dog endnu højere, end hvad kongehusets salgsanalyse viser.
Avisen skriver, at en unavngiven kunsthandler, som tidligere har stået for salget, har solgt for mindst fire millioner pund af prinsens malerier. Men The Telegraph oplyser ikke, om denne sum også går til The Prince of Wales's Charitable Foundation.
Prins Charles har tjent knap to millioner kroner på årsbasis gennem de seneste 25 år, hvor andre nulevende britiske kunstnere i gennemsnit tjener knap 100.000 kroner årligt, skriver avisen.
Og der kan være mange flere penge i sigte. Prins Charles har nemlig endnu ikke solgt en eneste af sine originale malerier.
/ritzau/FOKUS