Prins Harrys sidste dag i Sydafrika blev en smule nostalgisk.
Den britiske prins var torsdag på en guidet tur rundt i Sydafrikas tidligere præsident Nelson Mandelas kontorer i Johannesburg.
Her faldt den 31-årige prins over et billede af et meget velkendt ansigt. Billedet viste nemlig mødet mellem hans mor, prinsesse Diana, og Nelson Mandela, der nu begge er gået bort. Det skriver Hello Magazine!.
- Prinsen blev draget af billedet af sin mor. Han gik direkte hen til det, da han gik gennem døren. Han ville vide, hvornår det var taget, siger Verne Harris, der er direktør for The Nelson Mandela Foundation til Hello Magazine!
Prinsen kiggede længe på billedet og konstaterede, at hun havde været glad, da billedet blev taget.
Prinsesse Diana døde på tragisk vis i en bilulykke i Paris den 31. august 1997. Bare fem måneder før sin død havde hun rejst rundt i Sydafrika, ligesom hendes yngste søn netop har gjort, og derfor havde den unge prins naturligvis mange spørgsmål om sin mors ophold i landet.
Under prins Harrys besøg i Sydafrika åbnede han blandt andet et nyt børnecenter i Lesotho, og her mindedes han også sin afdøde mor.
- Min mors død skabte et hul i mig, der aldrig kan fyldes ud, sagde prins Harry ifølge det svenske medie Svenskdam.
Prins Harry er den yngste af prinsesse Dianas to sønner. Prins William kommer dermed før i rækken til at overtage tronen.
/ritzau/FOKUS