Selv som royal kan man engang imellem trænge til at blive forkælet af sine bedsteforældre.
Og prins George, der netop er blevet storebror til prinsesse Charlotte, blev i den grad kræset om, da hans mormor, Carole Middleton, tog ham med på en udflugt til zoologisk have.
Det skriver Hello! Magazine.
Den zoologiske have, Bucklebury Farm Park, som prinsen ofte besøger, har en såkaldt "petting zoo". Det vil sige, at prinsen sammen med de andre børn i parken kunne kravle over hegnene og klappe både lam, geder og smågrise.
Turen i zoo var ikke den eneste udflugt, George nød med en bedsteforælder i denne uge. Han besøgte også sin farfars, prins Charles, have ved Highgrove House, hvor han hjalp med at plante to træer. Prins Charles bruger meget af sin tid i haven, som over 30.000 mennesker besøger hvert år. Og nu kan de mange besøgende også se træerne, som farfar og barnebarn sammen plantede.
Om mindre end en måned kommer prins George endnu engang i centrum, når han den 22. juli fylder to år.
/ritzau/FOKUS