Mens flere og flere børn bruger deres fritid med en Ipad i skødet eller foran computeren, har prins Daniel og kronprinsesse Victoria sat hårdt ind for at sørge for, at deres lille datter, fireårige prinsesse Estelle, lærer at nyde at bevæge sig.
Men det har ikke været en uoverkommelig opgave, for den lille prinsesse er nemlig helt vild med at danse. Det afslører prins Daniel i et interview med Svensk Damtidning.
- Hun er meget fysisk aktiv og elsker at danse og røre sig. Jeg synes, det er vigtigere, at man kommer ud og rører sig, end hvordan man gør det, siger prins Daniel ifølge avisen.
- Det er også vigtigt, at man selv er et godt eksempel. Hvis man selv sidder meget ned, så er det nemt for barnet at kopiere den adfærd, siger prinsen.
Sammen med sin hustru har han sat sig for at bruge kræfter på at gøre opmærksomme på, hvor meget svenskerne rent faktisk sidder ned hver dag.
- Vores børn burde røre sig en time hver dag, men det er der få, der gør. Undersøgelser viser, at fireårige sidder stille næsten halvdelen af deres vågne tid, forklarer han i forbindelse med lanceringen af "Generation Pep", der altså skal sætte fokus på problemet.
-/ritzau/FOKUS