Presset økonomi: DBU aflyser fodboldfest
Dansk Fodbold Award i 2015, hvor årets fodboldspiller 2014 kåres, aflyses, meddeler Dansk Boldspil-Union.
Adm. direktør i DBU Claus Bretton-Meyer fortæller om krisen i DBU.
Adm. direktør i DBU Claus Bretton-Meyer fortæller om krisen i DBU. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


Som en konsekvens af en presset økonomi i det kommende år aflyser Dansk Boldspil-Union (DBU) Dansk Fodbold Award i 2015, hvor årets fodboldspiller 2014 i Danmark kåres.

Det meddeler DBU i en pressemeddelelse.

- DBU havde i 2013 et underskud på 10 millioner kroner og forventer et lignende stort underskud i 2014. Derfor har vi måtte træffe en række beslutninger, der kan styrke økonomien - blandt andet at udskyde afholdelsen af Dansk Fodbold Award, siger direktør Claus Bretton-Meyer.

De i alt 10 priser, som normalt uddeles, droppes dog ikke. Priserne uddeles i "andre rammer" meddeler DBU, som dog ikke kender de rammer endnu.

- Det har været vigtigt for os, at selv om vi som organisation har måttet træffe en nødvendig økonomisk beslutning, at vi samtidig holder fast i uddele priserne og markere præstationerne i dansk fodbold.

- Det vil vi sætte os ned nu og finde ud af, hvordan vi gør bedst muligt, siger Claus Bretton-Meyer.

Dansk Fodbold Award vender tilbage på skærmen i 2016 hos DBU's nye samarbejdspartner SBS Discovery, der har rettighederne til landsholdets kampe. Det bliver Kanal 5, som fra 2016 viser showet.

Fra 2006 til 2013 har TV2 vist showet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.