Presset Liverpool-boss giver skader skyld for nederlag
Liverpools manager Brendan Rodgers er presset, efter at holdet har fået en tung start på efteråret.
Liverpools Adam Lallana har lige scoret i Bordeaux i Europa League forleden. De situationer har det engelske hold brug for at opleve flere af meget snart.
Liverpools Adam Lallana har lige scoret i Bordeaux i Europa League forleden. De situationer har det engelske hold brug for at opleve flere af meget snart. Foto: Bob Edme/AP


Den engelske Premier League-klub Liverpool vandt sæsonen første to kampe i Premier League, men siden er det gået ned ad bakke, og Liverpool er uden sejr i sine seneste tre kampe i Premier League.

Det gør manager Brendan Rodgers til en presset mand, og det bliver langt fra nemmere, hvis holdet sætter point til mod Norwich hjemme på Anfield Road søndag.

Rodgers erkender presset, men nægter at lade sig stresse af det. På pressemødet forud for søndagens kamp, slog han over for den britiske presse fast, at han ikke vil lade sig slå ud og ændre sin tilgang til kampene af den grund.

Til gengæld håber han, at Liverpools skadesliste snart bliver lidt kortere - særligt blandt stamspillerne.

- Jordan, Daniel og Joe er meget vigtige spillere for os, siger Brendan Rodgers om anfører Jordan Henderson, Daniel Sturridge og Joe Allen, som alle er ude med skader.

Jordan Henderson træner igen, efter at han har fået behandling i USA for sin hælskade. Daniel Sturridge er blevet opereret i hoften og er på vej tilbage, mens Joe Allen fik en fiberskade i en testkamp før sæsonen gik i gang. Også han er snart klar igen.

- Daniel (Sturridge, red.) har været væk meget længe. Han er en spiller, som kan lave 25 mål for os på en sæson, så det er klart, at vi savner ham ret meget, siger Brendan Rodgers ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Jordans (Henderson, red.) status er kun vokset, siden jeg kom til klubben, og Joe (Allen, red.) er den type spiller, som får sit hold i gang, siger han videre.

Brendan Rodgers har ikke set sit hold score ret mange mål i denne sæson. Heller ikke da holdet midt i ugen spillede 1-1 mod Bordeaux i Europa League.

- For os handler det om at tage chancer. Den lille del af spillet er forsvundet fra os, men nu får vi snart nøglespillere tilbage og det vil hjælpe os, fortsætter han.

Liverpool, som er nummer 10 med syv point for fem kampe i Premier League, møder søndag Norwich, der ligger lige over dem i tabellen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.