Presset forberedelse tvinger lærere til lærebogstimer
Dårligere og standardpræget undervisning er resultatet af nye arbejdstidsregler, mener Danmarks Lærerforening.
Lærerne har mindre tid til at tage hensyn til den enkelte elevs faglige niveau, mener formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen.
Lærerne har mindre tid til at tage hensyn til den enkelte elevs faglige niveau, mener formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen. Foto: Finn Frandsen/Polfoto


Folkeskolereformen spænder ben for sine egne intentioner. Den gør det sværere for lærerne at have fokus på den enkelte elev, og det går ud over undervisningen.

Lærerne har simpelthen ikke tid til at forberede sig ordentligt til deres lektioner.

Sådan lyder det fra Danmarks Lærerforening, som endnu en gang retter en skarp kritik mod den seneste folkeskolereform og de følgende nye arbejdstidsregler.

- Det bliver i højere grad standardundervisning. Vi kommer til at opleve mere lærebogsstyret undervisning. Det er ikke det, der er intentionen. Hverken i folkeskoleloven eller med folkeskolereformen, siger formand Anders Bondo Christensen.

I en ny undersøgelse fra Danmarks Lærerforening - som Politiken beskriver tirsdag - svarer fire ud af fem lærere, at de har for lidt tid til at forberede sig.

De ændrede arbejdstidsregler fra august 2014 betyder, at lærerne skal undervise tre lektioner mere om ugen - dog uden ekstra forberedelsestid.

- Det er dårligere undervisning til eleverne. Vi kan lige så godt sige det, som det er.

- Muligheden for at overveje, hvordan vi udfordrer den enkelte elev i det store elevspænd, som altid vil være i en klasse, er blevet stærkt forringet med de nye vilkår, som lærerne arbejder under, siger Anders Bondo Christensen.

Med folkeskolereformen blev skoledagen generelt længere for eleverne. Men der er ikke ansat flere lærere til at varetage de flere dansk- og matematiktimer. Tværtimod fortsætter mange kommuner med at afskedige lærere, påpeger deres formand.

- Man har i den grad prioriteret kvantiteten frem for kvaliteten. Det er en forkert prioritering, siger Anders Bondo Christensen.

- Hvis man som samfund ikke vil finansiere de mange ekstra timer, eleverne skal gå i skole, så er det faktisk bedre, at eleverne går færre timer i skole - og at der så er høj kvalitet i de timer, de får.

I dag underviser lærerne i gennemsnit 25 timer om ugen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.