Pressede kommuner vil bruge arbejdsløse som frivillige
Fem kommuner søger dispensation fra regler, der forhindrer dem i at bruge frivillige kræfter.
Stadig flere ældre presser kommunernes budgetter, og fem kommuner har derfor søgt om at blive undtaget regler om brugen af frivillige.
Stadig flere ældre presser kommunernes budgetter, og fem kommuner har derfor søgt om at blive undtaget regler om brugen af frivillige. Foto: Scanpix/arkiv


Fem kommuner har søgt om at blive frikommuner for at kunne undgå regler, der ifølge dem står i vejen for brugen af frivillige. De fem kommuner har pressede budgetter, blandt andet på grund af stadig flere ældre. Derfor ønsker de bedre muligheder for at bruge arbejdsløse som frivillige uden at skulle gå gennem en forening.

Det skriver Ugebrevet A4.

- Brugen af frivillige er måske det, der sikrer, at den velfærd vi har i dag også er til rådighed fremadrettet, siger Morten Andersen (V), borgmester i Nordfyns Kommune.
Ud over Nordfyn er også Holbæk, Assens, Ringkøbing-Skjern og Slagelse Kommune med i ansøgningen.

De fem Venstre-ledede kommuner, som alle arbejder med aktiv borgerinddragelse, ønsker blandt andet at lade dagpenge- og efterlønsmodtagere arbejde frivilligt for kommunen uden at blive trukket i deres ydelse. Det er i dag kun muligt, hvis det sker gennem en forening. Dertil vil de gerne kunne forsikre dem og betale telefon- og transportomkostninger.

På Christiansborg siger både Venstres kommunalordfører Carl Holst og Socialdemokraternes Magnus Heunicke, at de er positivt stemte over for tiltag, der øger borgerinddragelsen i landets kommuner.

De fem kommuners ønsker er vidtgående, vurderer professor fra Aalborg Universitet Lars Skov Henriksen. Han forsker i frivilligt arbejde og socialpolitik.

- Hvis man skal skære den lidt skarpt til, virker det til, at de vil have lov til at bruge de frivillige i kommunerne som ekstra arbejdskraft, siger Lars Skov Henriksen efter at have læst kommunernes ansøgning.

For lige så snart reglerne bliver lempet, kan grænsen for, hvornår frivillige bliver brugt, stille og roligt skride, mener Lars Skov Henriksen.

I Ældre Sagen ser chefkonsulent Olav Felbo gode muligheder i at styrke det frivillige arbejde. Men når motivationen bunder i stramme budgetter, er det ifølge ham problematisk.

- Problemet er, hvis frikommuneforsøget bliver brugt som en rambuk og et eksperimentarium til at rykke grænsen ind på det territorium, der handler om driftsopgaver, siger Olav Felbo.

Borgmestrene bag ansøgningen siger til Ugebrevet A4, at det ikke er intentionen at sætte frivillige til at lave driftsopgaver. Men de kan ikke love, at fremtidige budgetstramninger ikke i praksis vil betyde nedlæggelse af opgaver, som frivillige derefter tager sig af.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.