Pressede kommuner vil bruge arbejdsløse som frivillige
Fem kommuner ønsker at bruge dagpengemodtagere som frivillige, uden at de bliver trukket i deres ydelse.
En række kommuner ønsker at kunne bruge arbejdsløse som frivillige i den kommunale service. Arkivfoto.
En række kommuner ønsker at kunne bruge arbejdsløse som frivillige i den kommunale service. Arkivfoto. Foto: Stine Bidstrup/Polfoto


Fremtidens velfærd skal ikke kun løses af kommunalt ansatte. I hvert fald ikke hvis det står til fem kommuner, der har søgt dispensation til lettere at kunne bruge arbejdsløse som frivillige.

Det skriver Ugebrevet A4 torsdag.

Ifølge Morten Andersen (V), borgmester i Nordfyns Kommune, skyldes ansøgningen pressede budgetter og et ønske om mere borgerinddragelse.

- Det flyver ikke om os med penge at drive kommunen for. Og det har jo vist sig at være
lige meget, hvem der sidder i regeringen. Derfor er det vigtigt for os at vække alle de frivillige kræfter, der er i kommunerne, siger han til Ugebrevet A4.

Nordfyns Kommune er gået sammen med Holbæk, Assens, Ringkøbing-Skjern og Slagelse om ansøgningen.

De ønsker dispensation fra en række regler, så det blandt andet vil være muligt at lade dagpengemodtagere arbejde frivilligt for kommunen, uden at de bliver trukket i deres ydelse.

Det er i dag kun muligt, hvis det sker gennem en forening. Samtidig vil de kunne forsikre de frivillige og betale deres telefon- og transportomkostninger.

Der er tale om vidtgående ønsker. Det vurderer professor ved Aalborg Universitet Lars Skov Henriksen, der forsker i frivilligt arbejde og socialpolitik.

- Det er ret vidtgående ønsker i retning af at kunne udnytte de frivillige som en ressource i den kommunale velfærdsproduktion. De åbner i hvert fald principielt for muligheden, siger han til Ugebrevet A4.

Men ifølge Søren Steen Andersen (V), borgmester i Assens Kommune, er der ikke en intention om at erstatte lønnede ansatte med frivillige.

- Vi gør det jo ikke for at spare og sige, at nu har vi fundet 100 frivillige, der kan fortrænge 75 i hjemmeplejen og 25 inde for det grønne område, siger han.

Han vil dog ikke afvise, at strammere budgetter på et tidspunkt kan betyde nedskæringer på et område, som frivillige senere vil tage sig af.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.