Arbejdspresset er stort rundt om på landets borgmestrekontorer.
Det skriver DR, der har lavet en rundspørge blandt landets borgmestre. 56 borgmestre har svaret, og hver fjerde angiver, at de er bekymrede for deres helbred på grund af arbejdsmængden og presset.
En af dem er borgmester i Svendborg Lars Erik Hornemann (V).
- Jeg har perioder, hvor det går for stærkt, og jeg kan mærke, at jeg er ved at miste overblikket. Jeg får lidt ekstra hjertebanken, og så ringer alarmklokkerne altså, siger Lars Erik Hornemann (V) til DR og erkender, at han af og til overvejer, om presset er jobbet værd.
Og det kan være en "trussel mod lokaldemokratiet", når borgmestrene ligefrem overveje at smide borgmesterkæden. Det mener professor i statskundskab ved SDU Ulrik Kjær.
- Hvis de borgmestre, vi som vælgere gerne vil stemme på, ikke længere kan klare mosten og finder et andet job, så har vi jo et demokratisk problem, siger han til DR.
Rundspørgen viser også, at hver tredje borgmester har oplevet symptomer på stress på grund af arbejdspresset. Og det er blevet hårdere at stå i spidsen for en kommune, vurderer Ulrik Kjær. Og samme vurdering kommer fra Roger Buch, der er kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole,
- Det er et meget hårdt job at være borgmester. Arbejdsugen er ofte op mod 60-70 timer, og der er konstant opmærksomhed fra både medier og borgere, siger Roger Buch til DR.
Han forklarer, at kommunalreformen fra 2007 har gjort kommunerne - og dermed arbejdsmængden for borgmestrene - større.