Presseattaché om DF-sag: EU-midler er bandlyst partireklame
Det er især en sejltur forud for kommunalvalget, som EU-Parlamentet interesserer sig for, skriver medier.
Dansk Folkepartis brug af EU-midler er kommet i fokus, efter at nu tidligere medlem af partiet, EU-parlamentsmedlem Rikke Karlsson, har beklaget sig over manglende gennemsigtighed i partiets brug af midler fra fonden Feld.
Dansk Folkepartis brug af EU-midler er kommet i fokus, efter at nu tidligere medlem af partiet, EU-parlamentsmedlem Rikke Karlsson, har beklaget sig over manglende gennemsigtighed i partiets brug af midler fra fonden Feld. Foto: MARCUS TRAPPAUD BJØRN/POLFOTO


Dansk Folkepartis adgang til fonden Feld, som er finansieret af EU-midler, har blandt andet betalt for en sejltur på en træskonnert, som flere DF-folketingsmedlemmer i 2013 deltog i op til kommunalvalget.

Men den slags aktiviteter må EU-midlerne ikke bruges til, understreger presseattaché Delphine Colard fra EU-Parlamentets presseafdeling over for Ritzau.

- Hvis de bruger penge, der kommer fra EU-fonde, ville det ikke være i tråd med reglerne. Reglerne siger, at EU-midler givet fra parlamentet ikke kan bruges på nationale afstemninger.

- Til gengæld må de gerne finansiere den slags med penge, de selv har samlet ind, for eksempel ved hjælp af donationer. Så længe det ikke er EU-penge, siger hun.

Desuden er midler fra fonden gået til EU-parlamentsmedlem Morten Messerschmidts (DF) bog "Dagbog fra EU", som handler om "EU's spild af dine penge", samt julekort fra Messerschmidt og annoncer på hjemmesider.

Ifølge reglerne må EU's midler ikke bruges til at finansiere valgkampagner. Men det nært forestående kommunalvalg fyldte meget på sejlturen, der var finansieret af EU-midler.

Både partiformand Kristian Thulesen Dahl og partiets medlem af EU-Parlamentet Morten Messerschmidt har ifølge Jyllands-Posten forklaret, at meningen med sejlturen var at øge opbakningen til DF ved lokalvalget.

Ekstra Bladet og Jyllands-Posten skriver, at en enhed under EU-Parlamentet overvejer, om der er grund til at indlede en undersøgelse af, hvordan Dansk Folkeparti har brugt EU-midler givet til den politiske alliance Meld og fonden Feld.

EU-Parlamentets pressechef, Marjory Van den Broeke, oplyser til Politiken, at man er ved at undersøge, om bådturen falder inden for rammerne.

- Vi er ved at afklare med afdelingen for finansielle ydelser, om denne aktivitet var finansieret af midler fra Europa-Parlamentet, og hvis den var, om aktiviteten strider mod reglerne, skriver Marjory Van den Broke i en e-mail.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.