Ritzau
Opdateret kl. 15:51
Hollænderen Frank de Boer overtager ansvaret i Premier League-klubben Crystal Palace.
Den engelske fodboldklub har givet Frank de Boer en kontrakt på tre år.
47-årige de Boer overtager jobbet som manager efter Sam Allardyce, der trak sig, efter at han i sidste sæson var med til at afværge en truende nedrykning.
Hollænderen var indtil for et år siden en yderst succesfuld træner i Ajax Amsterdam.
Det blev til fire hollandske mesterskaber i træk, og det var under Frank de Boers ledelse i Ajax, at spillere som Christian Eriksen og Viktor Fischer fik chancen i den hollandske storklub.
Efter Ajax drog træneren videre til italienske Inter, hvor han dog kun holdt i 85 dage, før han i november blev præsenteret for en fyreseddel.
Formand i Crystal Palace Steve Parish føler sig alligevel overbevist om, at klubben har fundet den rette mand.
- Vi har været igennem en grundig interviewproces for at sikre os en træner af den kaliber og med den erfaring, som Frank kommer med, siger Steve Parish til klubbens hjemmeside.
- Jeg er glad for, at vi kan byde ham velkommen til Crystal Palace. Jeg ved, at han næsten ikke kan vente med at komme i gang og forberede holdet til den femte sæson - der er rekord for os - i den bedste række.
Crystal Palace indleder den kommende sæson i Premier League 12. august på hjemmebane mod oprykkeren Huddersfield.
/ritzau/