Premier League kan lokke Sviatchenko væk fra FCM
FCM-profilen Erik Sviatchenko føler sig parat til at tage et nyt skridt i karrieren allerede denne sommer.


FC Midtjyllands Erik Sviatchenko kan være på vej væk fra den danske mesterklub, der torsdag kvalificerede sig til gruppespillet i Europa League.

Den 23-årige forsvarsspiller er blevet et særdeles interessant navn efter sine præstationer mod Southampton.

- Jeg kan desværre ikke give nogen garanti om, at jeg bliver i FCM, siger Sviatchenko.

- Jeg ved ikke, hvad der sker. Jeg har stort mod på at spille Europa League med FCM, men hvis Chelsea kommer og vil købe mig nu - ikke at jeg siger, de vil gøre det - så vil det vægte lidt højere end Europa League.

- Man skal sætte det hele i relief til, hvad det er for en udvikling, jeg gerne vil i gang med, og jeg føler mig klar til.

- Men Europa League lyder også meget tillokkende, siger han.

Erik Sviatchenko lægger ikke skjul på, at han meget gerne vil til England. Det kan betyde, at han er væk, når sommerens transfervindue lukker på mandag.

- Det er klart, at når man bliver matchet mod et Premier League-mandskab, og man føler, at man kan være med, så er det en ambition, siger Sviatchenko.

Torsdag var han med til at slå Southampton 1-0 i Herning, hvilket sendte FCM i klubbens første europæiske gruppespil.

- Folk har sagt, at vi ikke kan, når det gælder. Det kan vi åbenbart godt.

- At se den glæde der var på stadion, var rørende, siger forsvarsspilleren, der fredag klokken 13 får at vide, hvem FCM skal møde i gruppespillet.

- Jeg er åben for det hele. Jeg vil gerne have en pulje med muligheder. Vi er ikke kommet for at få en oplevelse. Vi vil så langt som muligt i turneringen, siger Sviatchenko.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.