Premier League er stærkest repræsenteret ved EM
Hele 103 spillere ved EM er fra Premier League, mens Superligaen sender seks spillere til Frankrig.
Raheem Sterling er en af mange spillere fra Premier League ved EM.
Raheem Sterling er en af mange spillere fra Premier League ved EM. Foto: Scott Heppell/AP


Næsten hver femte af spillerne ved den forestående EM-slutrunde i fodbold folder sig til daglig ud i den engelske Premier League.

Det skriver BBC på baggrund af en oversigt foretaget af polske Ekstrastats. Den viser, at 103 Premier League-spillere er udtaget til de endelige EM-trupper, der havde deadline tirsdag.

Derudover er 31 spillere fra den næstbedste engelske række, Championship, udtaget til turneringen i Frankrig.

Den tyske Bundesliga er næststærkest repræsenteret med 57 spillere, mens den italienske Serie A og den spanske liga følger efter med henholdsvis 52 og 34.

EM kommer til at tælle seks spillere fra den danske Superliga.

De tre FC København-spillere Robin Olsen, Ludwig Augustinsson og Erik Johansson stiller op for Sverige. Ari Skulason og Elmar Bjarnason fra henholdsvis OB og AGF repræsenterer Island, mens Emre Mor fra FC Nordsjælland er en del af Tyrkiets trup.

Juventus og Liverpool er de to klubber med flest spillere ved EM. Begge har fået udtaget 12 spillere. Derefter følger Tottenham (11), Manchester United (10), Barcelona (9) og Bayern München (9).

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.