Preben fyret som 62-årig: Havde ikke noget at stå op til
Preben gik i sort, da han skulle bytte arbejdslivet ud med en tilværelse som pensionist.
Livet blev trist, da Preben gik på pension. 
Livet blev trist, da Preben gik på pension.  Modelfoto:Scanpix/Arkiv


Pensionisttilværelsen er ikke altid sød. Især ikke, hvis man ufrivilligt må forlade arbejdsmarkedet.

Da Preben Arndt blev fyret som 62-årig røg han ned i et sort hul. Han havde ikke lyst til at forlade arbejdsmarkedet, men hvem ville ansætte en i hans alder?

Derfor så han ikke andre muligheder end at gå på efterløn, fortæller han i dag til Kristeligt Dagblad.

Men Preben Arndt var slet ikke forberedt til livet som pensionist og han fik depressive symptomer.

Ingen ventede på mig

- En dag vågner man og indser, at man ikke har noget at stå op til. Der var intet arbejde og ingen kolleger, der ventede på mig. Min arbejdsidentitet var bare væk, og det viste sig at betyde mere, end jeg havde regnet med, siger han til Kristeligt Dagblad.

Tilbage i 2004 besluttede ledelsen på den energivirksomhed, hvor Preben Arndt arbejdede som logistikmanager, at alle ansatte over 60 år skulle på deltid, og at de 62-årige skulle afskediges og erstattes med yngre kræfter. Det gjaldt også den dengang 62-årige Preben Arndt.

Fyringen kom som et slag i ansigtet for ham. For han havde ikke forberedt sig på, hvordan hans liv som pensionist skulle være. For tilværelsen kan føles tom, når man er fraskilt og børnene for længst er flyttet hjemmefra.

Hjælper andre i dag 

Efter noget tid gik han til lægen, der kunne konstatere symptomer på depression og forhøjet blodtryk.

Han havde svært ved at se, hvad han skulle bruge tilværelsen på. 

I dag er den nu 74-årige Preben Arndt kommet oven på igen. Bøtten vendte for ham, da han begyndte at engagere sig i frivilligt arbejde for seniorer.

Nu rådgiver og vejleder han seniorer, som står i samme situation, som han gjorde, og han føler, han gør en forskel.

Preben Arndt råder andre til at forberede sig på afskeden med arbejdsmarkedet.

- Jeg ville ønske, at nogen havde spurgt mere ind til, hvad jeg ville som pensionist, for så havde jeg måske tidligere gjort mig tanker om det. Det var ikke nok at tro, at det hele nok skulle gå, så længe jeg havde venner, børn, børnebørn, hus og have. Det er altså ikke altid nok, fortæller han til Kristeligt Dagblad.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.