Hvordan har de ledige og udsatte haft det under året med Løkke ved roret som statsminister?
Ret så dårligt.
Det mener et repræsentativt udsnit af danskerne. I anledning af V-regeringens et års-jubilæum har Avisen.dk/Ugebrevet A4 bedt et repræsentativt udsnit af befolkningen uddele karakter efter 7-trinsskalaen til regeringen.
Vi har bl.a. spurgt om regeringens indsats med at sikre økonomisk tryghed til ledige og udsatte - og den indsats giver danskerne dumpekarakter for. I snit får den kun 1,8.
Spørger man Nana Hauge, er hun langt mere positiv. Hun er valgmenighedspræst, cand.theol., samfundsdebattør og redaktør på nytbabel.dk. Og hun synes sådan set, Løkke og Co. er på rette kurs.
Hvordan mener du, at Venstre-regeringen har klaret sig i forhold til økonomisk tryghed for ledige og udsatte?
- Jeg synes, det er fornuftigt, at man ser på, hvordan man fordeler skattekronerne i Danmark. I Danmark er der ALT for mange arbejdsdygtige mennesker, der står uden for arbejdsmarkedet. Det er klart, at det er begrænset, hvor mange det arbejdende folk kan forsørge, siger præsten, som med egne ord bliver "forundret", hver gang der dukker sager op i pressen, om hvilket rådighedsbeløb folk på kontanthjælp har.
- Min mand driver en lille virksomhed, og jeg kan sige, at han ville have et langt større rådighedsbeløb, hvis han var på kontanthjælp. Man kan godt få den tanke, at incitamenterne til at forsørge sig selv ikke er der, bemærker hun.
Hvad betyder økonomisk tryghed for et samfund?
- Det er godt med et samfund, hvor der er økonomisk tryghed for udsatte. Den økonomiske tryghed må dog aldrig udvikle sig til en sovepude og dermed forhindre folk, der godt kunne arbejde, i at komme i arbejde.
Regeringen siger, at udgifterne til overførselsindkomster koster samfundet for mange penge. Hvad er dit råd til politikerne for at få det regnestykke til at gå op?
- Sæt skatten på lønarbejde ned. Og sæt kontanthjælpen ned.