Præsten skulle sørge for, at de fattige kvinder i Madagaskar fik uddannelser og kurser.
Det fik de også – på papiret. To kurser fandt nemlig aldrig sted, selv om Danmission pungede ud med 149.496 kroner.
Pengene puttede præsten i stedet i sin egen lomme.
De knap 150.000 danske skattekroner kom fra den danske folkekirkelige organisation Danmission, som havde fået støtte fra Danida til projektet.
Korrupte
Præste-tyveriet fremgår af en række dokumenter, som Nyhedsavisen sammen med TV 2 har fået aktindsigt i.
Selv om svindelen foregik helt tilbage i 2004, er sagen endnu ikke afsluttet.
»Vi har brugt lang tid på at rydde op i sagen og fører stadig retssag mod den skyldige,« forklarer sognepræst og bestyrelsesformand i Danmission, Lars Mandrup.
Det er imidlertid lettere sagt end gjort. De folk, der skal undersøge sagen, er nemlig selv korrupte.
»Undersøgelsesdommeren udviste partiskhed i sagen og forsøgte at få Danmission til at lade sagen falde,« skriver Danida i en orientering til rigsrevisionen den 2. marts 2005.
Det afskrækker dog ikke Danmission.
»Vi bliver ved indtil sagen er klarlagt. Det piller jo ved troværdigheden, når sådan noget sker,« siger Lars Mandrup til Nyhedsavisen.