- Jeg kunne se, at der var nogle elever, der var klemt økonomisk. Det er trist at se på, for de unge mennesker vil og skal jo være smukke.
Det er til konfirmationen, at Lone Buhl Pedersen mener, at konfirmanderne skal være smukke. Hun er sognepræst i Østbirk Kirke og startede sidste år en indsamling af aflagt konfirmationstøj, så alle kunne få en gratis kjole eller et jakkesæt.
Hvis der altså var behov for det.
I år konfirmerede hun så det første hold konfirmander, der alle havde genbrugstøj på.
- De var allesammen med på ideen, og det var jo ikke til at se, hvem der havde hvor meget genbrugstøj på, siger Lone Buhl Pedersen.
Hun forklarer, at ingen var blevet tvunget til det, samtidig med at der ikke var noget krav om, hvor meget af det indsamlede genbrugstøj, der skulle have på. Derfor havde konfirmanderne i større og mindre grad mikset nyt med gammelt.
Kommer fra hele landet
Lone Buhl Pedersen forklarer, at de i hendes tøjindsamling har fået tøj fra hele landet, og at de blandt andet i øjeblikket har "100 kjoler på loftet".
- Så der er både til de store, de små, de tykke og de tynde, siger hun.
Men det er ikke kun tøjet, der kommer langvejs fra. Der kommer også folk fra nærliggende Horsens og Skanderborg for at hente tøj til de kommende konfirmander.
- Det er anonymt, så ingen behøver at fortælle, at de har fået tøjet gratis, hvis de ikke har lyst, siger hun.
Alle skal kunne være med
Lone Buhl Pedersen glæder sig over, at de er succes med ordningen. Både fordi at alle kan få flot konfirmationstøj, men også fordi, at hun gerne vil have flere til at gå i genbrugstøj.
- Det gør jeg selv, og det kan mange andre også gøre.
Hun understreger, at der intet er i vejen for, at købe konfirmationstøjet fra nyt.
- På den her måde får vi bare gjort forskellen mellem dem, der har meget, og dem, der har lidt, lidt mindre, forklarer hun.
Konfirmationerne i Østbirk er overstået for i år. Men indskrivningen til næste forårs konfirmationer er gået i gang. Og her er der allerede stor interesse for ordningen.