Præsidentkandidater skændes om "fantasifuld" skattepolitik
I en ordkrig på direkte tv beskyldte republikanere hinanden for "fantasi-skatteplaner" og dårlig arbejdsmoral.


Tonen var hård natten til torsdag dansk tid, da Republikanernes ti største profiler i præsidentkapløbet for tredje gang stod ansigt til ansigt i en direkte tv-debat.

Denne gang blev ordkrigen vist på CNBC, og debatten under titlen "Dine penge, din stemme" fokuserede på økonomiske udfordringer og skattepolitik.

Særligt de forskellige kandidaters forslag til skattesystemet i USA var under angreb.

Ben Carson, den pensionerede hjernekirurg, der ligger overordentlig godt til i meningsmålingerne, blev skydeskive for sin religiøst funderede skattepolitik, mens Donald Trump igen blev kritiseret for at have en urealistisk tilgang.

Modkandidaten John Kasich gik så langt, at han kaldte både Carsons og Trumps visioner for "fantasi-skatteplaner", der ville koste USA flere billioner dollar.

Tidligere Hewlett-Packard-direktør Carly Fiorina gjorde det til gengæld klart, at hun vil forenkle skattesystemet, så reglerne kan stå på tre stykker papir.

- Tre sider er cirka maksimum for, hvad en virksomhedsejer, en landmand eller bare et kærestepar kan forstå uden at være nødt til at hyre nogen til at forklare det, sagde hun.

Det var dog ikke kun konkurrenternes politik, kandidaterne gik til angreb på.

Jeb Bush, der tidligere var anset som frontløber i feltet, men siden er raslet ned ad popularitetsstigen, gik blandt andet i kødet på senator Marco Rubio og hans arbejdsmoral.

- Du burde møde op på arbejde. Bare træd tilbage og lad en anden få jobbet, sagde Bush og henviste til, at Rubio ikke er mødt op til en tredjedel af afstemningerne i Senatet i år på grund af præsidentkampen.

På CNBC-scenen stod Donald Trump, Ben Carson, Jeb Bush, Marco Rubio, Ted Cruz, Mike Huckabee, Rand Paul, Carly Fiorina, Chris Christie og John Kasich.

Hjemmesiden RealClearPolitics har taget et gennemsnit af de mange amerikanske meningsmålinger. I den samlede måling fører Donald Trump det republikanske felt med 26,8 procents opbakning. Ben Carson ligger nummer to med 22 procent.

De nærmeste forfølgere herefter er Marco Rubio (ni procent) og Jeb Bush (syv procent).

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.