Præsident: Burkina Faso er tilbage til civilt styre
En uge efter kuppet i Burkina Faso er den midlertidige præsident tilbage på posten, siger han.
Indbyggere i Burkina Faso demonstrerer tirsdag mod kuppet. Sent tirsdag blev der indgået en aftale mellem kupmagerne og regeringshæren, og onsdag siger den midlertidige præsident, at han er tilbage ved magten.
Indbyggere i Burkina Faso demonstrerer tirsdag mod kuppet. Sent tirsdag blev der indgået en aftale mellem kupmagerne og regeringshæren, og onsdag siger den midlertidige præsident, at han er tilbage ved magten. Foto: Theo Renaut/AP


Burkina Fasos midlertidige præsident, Michel Kafando, er tilbage på posten og har genindsat en civil regering.

Det siger han i en udtalelse til journalister i hovedstaden, Ouagadougou, ugen efter, at han blev taget som gidsel ved et kup i det vestafrikanske land.

- Jeg er vendt tilbage til arbejdet, siger han i en kort udtalelse til journalister, der er forsamlet ved Udenrigsministeriet i hovedstaden.

- Overgangsstyret er tilbage og udøver i dette øjeblik statsmagten, siger Kafando ifølge Reuters.

Både Kafando og premierminister Yacouba Isaac Zida blev afsat ved kuppet i sidste uge, som præsidentgarden stod bag. Den er loyal over for ekspræsident Blaise Compaore, der var ved magten i 27 år, men sidste år blev afsat under et folkeligt oprør.

Kuppet fandt sted på et tidspunkt, hvor Burkina Faso var ved at forberede sig på det første valg efter afsættelsen af Compaore.

Men i denne uge blev presset på kupmagerne for stort, både i og udenfor Burkina Faso.

Sent tirsdag indgik landets hær så en aftale med kupmagerne, der blandt andet indebærer, at præsidentgarden, som har været involveret i kuppet, vender tilbage til sin base og forlader de magtposter, som garden havde overtaget i Ouagadougou.

Samtidig er hæren gået med til at trække styrker ud af hovedstaden og at garantere sikkerheden for dem, der har været involveret i kuppet og deres familier.

Fredsprocessen i Burkina Faso blev forud for kuppet anset som et forbillede for andre lande i regionen.

Burkina Faso er et af Danidas såkaldte prioritetslande. Det får årligt 275 millioner kroner i udviklingsbistand fra Danmark.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.