Landsholdsspilleren Yussuf Poulsen har sammen med holdkammeraterne i RB Leipzig sat kursen mod Tysklands bedste fodboldrække.
Søndag overtog holdet fra det østlige Tyskland førstepladsen i 2. Bundesligaen med en sejr på 2-1 ude over Sandhausen.
Poulsen blev skiftet på banen midtvejs i anden halvleg ved stillingen 1-1, og danskeren var kraftigt medvirkende til gæsternes sejrsmål mindre end 10 minutter senere.
Yussuf Poulsen havde et godt hovedstødsforsøg i forbindelse et hjørnespark, men Sandhausen-forsvaret fik blokeret. I stedet kunne forsvarsspilleren Marcel Halstenberg score det vigtige mål.
Efter fire sejre i træk topper RB Leipzig ligaen med 26 point efter 13 spillerunder foran Freiburg, der har et point færre end topholdet.
/ritzau/