Poul Thomsen: At miste hund eller menneske - sorgen er ens
For Danmarks hundeven nummer et, Poul Thomsen, er sorgen over tabet af en hund, den samme som sorgen ved tabet af et menneske.
Når en af hundeelskeren Poul Thomsens hunde dør, så begraver han dem i haven.
Når en af hundeelskeren Poul Thomsens hunde dør, så begraver han dem i haven.
Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix/arkiv


Er der noget, som fylder i Poul Thomsens liv, så er det hans hunde.

Gennem årene har han haft 10 hunde, hvor den nok mest kendte var hunden Balder, som hele Danmark kom til at kende gennem det populære dyreprogram "Dus med dyrene". Her var Balder Poul Thomsens trofaste medvært.

Hundene har gennem hele Danmarks dyrevens liv betydet meget. Det fortæller han i et interview med BT fredag. Han fortæller blandt andet, at han går i sort, når en af hans hunde dør.

- Hunde giver dig betingelsesløs kærlighed. De er altid hos dig. Dit forhold til børn, kone, familie kan gå op og ned, men sådan er det ikke med hunde. Du kan hele tiden mærke deres puf efter dig, i bogstaveligste forstand, eller høre de glade klap i gulvet med halen, og når de forsvinder efter 10-12 år i dit liv, så er der altså et tomrum, som ikke bare kan fyldes ud, siger Poul Thomsen til avisen.


Poul Thomsen og Balder. Et legendarisk værtspar i dansk tv-historie. Foto: Erik Jepsen/Scanpix/arkiv

Farbror hjalp med sorgen

Sidste år mistede Poul Thomsen labradoren Farbror, som hjalp ham gennem gennem sorgen, da hans tidligere hustru Hanne i 2007 tog sit eget liv. De havde levet sammen i 47 år.

- Jeg oplevede Hanne gennem de dybeste sorger og de vildeste glæder, og når hun havde de bedrøvelige stunder, så kunne Farbrors ordløse sprog, de store øjne, der bare kiggede bedende på dig, redde hendes dag. Når man har oplevet den slags, så knytter du et særligt bånd. Og sorgen over at miste et menneske, der står dig nær, er for mig den samme, som når jeg mister en af mine hunde. Det skyldes den der ubetingede kærlighed, siger Poul Thomsen til BT.


Poul Thomsen og hustruen Susanne. Foto: Ernst van Norde/Scanpix/arkiv

Genkendes på gaden

Selvom den nu 78-årige Poul Thomsen ikke har været på tv-skærmen siden 2000, så genkendes han fortsat på gaden. Og folk spørger sågar til Balder, som døde i 1994.

Balder er som alle de andre hunde i Poul Thomsens liv begravet i haven under en sten. På den måde er hundene både fysisk og i overført betydning tæt på hans hjerte.

I dag nyder Poul Thomsen livet sammen med sin hustru Susanne i landsbyen Albæk, ti kilometer nordøst for Randers. Ind i mellem holder han et foredrag, og så bruger han sin karakteristiske, dybe stemme til reklamespots.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.