Postbud klagede over erstatning og mistede 364.000 kroner
Et postbud står til at miste hele sin erstatning efter en knæoperation, efter hun klagede over erstatningens størrelse.
Et postbud havde bedt om flere penge i erstatning for en knæoperation, men endte med at miste alle de 364.000 kroner, hun allerede var blevet tilkendt.
Et postbud havde bedt om flere penge i erstatning for en knæoperation, men endte med at miste alle de 364.000 kroner, hun allerede var blevet tilkendt. Modelfoto: Iris/arkiv


Et postbud står til at skulle tilbagebetale en erstatning på 364.000 kroner, som hun for længst har fået udbetalt. Det skriver Fagbladet 3F.

Kvindens problem er, at hun klagede over erstatningens størrelse efter en skade opstået ved en knæoperation. Det fik Patientskadeankenævnet til at se på hele sagen. De konkluderede, at hun slet ikke havde ret til nogen penge.

Det samme er sket i flere sager om arbejdsskader, siger Bjarne Skøtt Jensen, advokat fra Horsens. Når folk klager over, hvor meget de er tilkendt, så ender det med, at de slet intet får tilkendt.

- Det er helt ved siden af. Lovgivningen skal ændres. Ellers tør ingen jo klage, siger Bjarne Skøtt Jensen til Fagbladet 3F.

I det konkrete tilfælde gennemgik kvinden en knæoperation på Regionshospitalet Silkeborg. Bagefter indberettede en overlæge, at der var sket en skade ved indgrebet. Det førte til, at Patientforsikringen tilkendte hende samlet 364.000 kroner i erstatning.

Kvinden fik senere flere gener og måtte have et nyt knæ. Derfor bad hun om yderligere erstatning.

Det skulle hun aldrig have gjort. Patientskadeankenævnet afgjorde nemlig, at der slet ikke var sket nogen patientskade. Derfor skal hun tilbagebetale pengene.

Hvis det havde været en skade efter et trafikuheld, var det aldrig sket. Her kan allerede udbetalte beløb aldrig forlanges tilbagebetalt. Heller ikke selv om der senere opdages en fejl i sagsbehandlingen. Sådan er reglen i den almindelige lov om erstatningsansvar.

Den samme bestemmelse skal gælde for arbejdsskader og patientskader, mener Bjarne Skøtt Jensen.

- I dag fraråder jeg jævnligt folk at klage, selvom meget tyder på, at deres arbejdsskade eller patientskade burde give et større beløb i erstatning. De risikerer nemlig at miste det hele. Hvis en person er tilkendt for eksempel halvanden million kroner, så er det risikabelt at kræve 200.000 ekstra i en klagesag, siger Bjarne Skøtt Jensen til Fagbladet 3F.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.