Post Danmark er på benene igen efter hackerangreb
Post Danmarks hjemmeside virker igen efter angreb. Hvornår siden igen er fuldt funktionsdygtig, er endnu uvist
Efter et hackerangreb søndag aften har Post Danmarks hjemmeside i flere dage været medtaget. Indtil onsdag aften har man kun kunnet få begrænset adgang til hjemmesidens funktioner. Onsdag åbnede hele siden, men der er stadig nogle kunder, der vil opleve forsinkelser i it-systemet.
Efter et hackerangreb søndag aften har Post Danmarks hjemmeside i flere dage været medtaget. Indtil onsdag aften har man kun kunnet få begrænset adgang til hjemmesidens funktioner. Onsdag åbnede hele siden, men der er stadig nogle kunder, der vil opleve forsinkelser i it-systemet. Foto: NIELS HOUGAARD/POLFOTO


Post Danmarks hjemmeside kan igen bruges, efter den har været hård ramt af et hackerangreb i tre dage. Angrebet, der startede søndag aften, satte nemlig hjemmesiden ud af funktion.

Det betyder, at der frem til onsdag aften har været begrænset adgang til Post Danmarks hjemmeside. Her fik Post Danmark dog løst de tekniske problemer, og siden da har hjemmesiden virket igen, selvom den stadig arbejder langsommere end normalt.

Hackerangrebet har udelukkende haft til hensigt at få hjemmesiden til at gå ned og dermed gøre livet surt for brugerne.

Det betyder, at private oplysninger om kunderne stadig er i sikkerhed, da hackerne ikke er brudt ind i systemet - de har blot overbelastet det, fortæller it-chef i Post Nord Danmark, Herman Petersson.

Derfor har hackerne hverken haft adgang til adresser, kontooplysninger eller andre følsomme informationer om brugerne af Post Danmark.

- Vi har i samarbejde med eksperter foretaget intensive scanninger af hele systemet siden angrebet søndag aften. Resultatet viser, at hackerne ikke har haft til formål at trænge ind i systemet, men derimod at få hjemmesiden til at bryde sammen, siger Herman Petersson.

Selvom hjemmesiden har virket siden onsdag aften, er der stadig nogle brugere, der vil opleve, at siden arbejder langsommere end normalt, da den er svækket efter angrebet. Ifølge it-chefen bliver der arbejdet på problemet.

- Langt de fleste brugere vil allerede nu opleve, at hjemmesiden fungerer som normalt, men vi kan ikke sige, hvornår angrebet stopper. Det eneste vi ved, er at vores værn bliver bedre jo længere tid der går, siger Herman Petersson.

De eksperter, der har undersøgt angrebet i samarbejde med Post Danmark, har endnu ikke været i stand til at identificere gerningsmændene.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.