Portugisisk tempokører tager flot solosejr i Vueltaen
Lampre-køreren Nelson Oliveira kørte alene over stregen på 13. etape af Vuelta a España.
13. etape bød ikke på forskydninger i toppen af Vuleta a España, hvor Fabio Aru (i midten) fører foran Joaquim Rodriguez (th).
13. etape bød ikke på forskydninger i toppen af Vuleta a España, hvor Fabio Aru (i midten) fører foran Joaquim Rodriguez (th). Foto: Alvaro Barrientos/AP


Efter solokørsel på de sidste 20 kilometer triumferede den portugisiske Lampre-rytter Nelson Oliveira på fredagens 13. etape af Vuelta a España.

Oliveira sagde farvel til et 24 mand stort udbrud, hvor konkurrenterne var alt for længe om at opfatte faren, og så kunne den 26-årige tempospecialist trille alene over målstregen til karrierens største sejr.

Den 178 kilometer lange etape til Tarazona i det nordøstlige Spanien blev præget af det store udbrud, hvor en række af feltets outsidere lige uden for top-10 befandt sig.

Favoritterne lod udbryderne køre væk, men holdt snoren tilstrækkelig stram, så der ikke skete de store forskydninger blandt de forreste i det samlede klassement.

Til sidst tog Nelson Oliveira altså fusen på de øvrige udbrydere, der først få kilometer før mål satte en målrettet jagt ind.

Det var alt for sent, og så var der kun andenpladsen at kæmpe for i det slukørede udbryderfelt.

Julien Simon (Cofidis) blev nummer to, mens Nicolas Roche (Sky) tog tredjepladsen.

I den samlede stilling er det fortsat italieneren Fabio Aru (Astana), der fører foran spanske Joaquim Rodriguez (Katusha) med den hollandske rytter Tom Dumoulin (Giant-Alpecin) på tredjepladsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.