Portugiser fører kampen om at afløse Ban Ki-moon
António Guterres er fortsat favorit til at overtage posten som FN's generalsekretær efter Ban Ki-moon.
Portugisiske António Guterres er foreløbig Sikkerhedsrådets favorit til at efterfølge Ban Ki-moon på posten som FN's generalsekretær.
Portugisiske António Guterres er foreløbig Sikkerhedsrådets favorit til at efterfølge Ban Ki-moon på posten som FN's generalsekretær. Foto: Richard Drew/AP


Portugals forhenværende premierminister António Guterres er fortsat i spidsen i afstemningen om, hvem der skal være øverste chef for FN fra nytår.

Fredag holdt de 15 medlemslande i FN's Sikkerhedsråd sin anden indledende afstemning, og den kom Guterres bedst ud af.

Han har været FN's højkommissær for flygtninge fra 2005 til 2015. Han forlod posten 1. januar i år og blev efterfulgt af Filippo Grandi.

11 af de 15 lande i Sikkerhedsrådet er positivt indstillet over for Guterres. To lande var negative, mens de to sidste ikke gav udtryk for nogen mening, oplyser diplomater.

Serbiens tidligere udenrigsminister Vuk Jeremic ligger næstbedst med opbakning fra otte medlemslande. Samme støtte har Argentinas udenrigsminister, Susana Malcorra, fået.

Sikkerhedsrådets 15 medlemmer kan ved afstemningen tilkendegive, om de er "positive", "negative" eller "uden mening" over for hver kandidat.

Der er stadig 11 kandidater i spil.

Sikkerhedsrådet vil fortsætte de hemmelige afstemningsrunder, indtil der er opnået konsensus om, hvilken kandidat der skal afløse sydkoreaneren Ban Ki-moon.

Han træder tilbage efter to gange fem år på posten.

Da kapløbet om at finde hans afløser begyndte, var de fleste enige om, at den nye generalsekretær for første gang ville blive en kvinde.

Chefen for FN's Unesco, bulgarske Irina Bokova, ser ud til at være en af de kvinder, som har bedst muligheder for at efterfølge Ban Ki-moon.

Hun blev nummer tre i den første afstemning. Med syv positivstemmer ender hun på en delt tredjeplads fredag, side om side med Sloveniens tidligere præsident Danilo Turk.

Desuden kommer hun fra Østeuropa - den eneste medlemsregion, som endnu ikke har haft en generalsekretær. Mange iagttagere mener, at det er østeuropæernes tur til at få FN-topposten.

Det ventes, at der bliver præsenteret en ny generalsekretær til oktober. Den næste topdiplomat for FN begynder sin femårige embedsperiode 1. januar.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.