Portugal og Færøerne brillerer i VM-kvalifikationen
Cristiano Ronaldo scorede fire gange for Portugal, mens en superligaspiller scorede for Færøerne.
Cristiano Ronaldo var brandvarm og scorede fire gange i sejren over Andorra.
Cristiano Ronaldo var brandvarm og scorede fire gange i sejren over Andorra. Foto: Patricia De Melo Moreira/AFP


På hver sin måde sørgede Portugal og Færøerne for et godt resultat fredag aften i kvalifikationen frem mod VM i fodbold i Rusland om to år.

Portugals europamestre vandt en sikker pligtsejr på 6-0 hjemme over Andorra.

Cristiano Ronaldo afgjorde reelt kampen inden for de første tre minutter med to scoringer. I anden halvleg fik han også sit hattrick med målet til 4-0 og fulgte senere op med målet til 5-0.

Det var hans første optræden i nationaldragten, siden han måtte udgå skadet i EM-finalen i juli.

Joao Cancelo og André Silva scorede Portugals øvrige mål i kampen, hvor Andorra i løbet af anden halvleg fik to røde kort.

Til trods for sejren er Portugal efter både Schweiz og Færøerne i gruppen. Schweiz har seks point efter en 3-2-sejr i Ungarn, mens Færøerne har fire point. Portugal har tre point.

Færøerne, der trænes af danske Lars Olsen, vandt 2-0 i Letland på mål af den tidligere FC Midtjylland-spiller Sonni Nattestad og den nuværende OB-spiller Joan Simun Edmundsson.

Mandag mødes Færøerne og Portugal i Thorshavn.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.