Portugal får karantæne-træner med mod Danmark
Fernando Santos' lange karantæne er midlertidigt ophævet, og han sidder på bænken tirsdag i Telia Parken.
Portugals træner, Fernando Santos, bliver alligevel at finde på bænken til kampen mod Danmark.
Portugals træner, Fernando Santos, bliver alligevel at finde på bænken til kampen mod Danmark. Foto: Michel Euler/AP


Fernando Santos, der er landstræner for det portugisiske fodboldlandshold, som tirsdag aften møder Danmark i EM-kvalifikationen i Telia Parken, kan mod forventning alligevel sidde på bænken under kampen.

Santos, der netop for nyligt blev udpeget som afløser for den fyrede Paulo Bento, slæber rundt på otte spilledages karantæne fra VM, hvor han stod i spidsen for Grækenland.

Men Santos' karantæne er blevet anket og derfor taget op af den internationale sportsdomstol (CAS), og indtil den træffer en beslutning i sagen, må portugiseren agere som træner uden restriktioner.

Det meddeler CAS i en pressemeddelelse, hvor der også står, at man forventer at komme med en afgørelse i sagen i slutningen af november.

Santos blev udvist under sommerens VM-slutrunde i Brasilien. Det skete under 1/8-finalen mod Costa Rica 29. juni, hvor grækerne røg ud efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence.

Det internationale fodboldforbund (Fifa) forklarede, at Santos, som fik rødt kort i slutningen af den forlængede spilletid, var skyldig i "adskillige hændelser af usportslig adfærd over for kampens dommere".

Santos stoppede som Grækenlands landstræner, da kontrakten udløb efter VM.

Kampstart er tirsdag klokken 20.45.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.