Portugal beder EU om hjælp til at slukke skovbrande
Brandene flere steder i Europa skyldes manglende nedbør i vinterhalvåret og høj varme med mange vindstød.
Beboere i det nordlige Portugal ser til, mens brande hærger i skovområderne.
Beboere i det nordlige Portugal ser til, mens brande hærger i skovområderne. Foto: Sergio Azenha/AP


I Portugal hærger en række skovbrande på fastlandet og på ferieøen Madeira.

Det har onsdag fået landet til at bede EU om hjælp til at bekæmpe flammerne, skriver nyhedsbureauet AFP.

EU-Kommissionen skriver i en pressemeddelelse, at to fly fra Spanien og et enkelt fra Italien er blevet sendt til Portugal for at hjælpe i kampen mod de omkring 100 skovbrande i det sydeuropæiske land.

På den portugisiske ferieø Madeira har skovbrande siden mandag tvunget over 1000 mennesker på flugt, skriver AFP.

Tre personer er døde af brandene på øen, der har tilnavnet "Atlantens Perle".

Brandvæsnet har i flere dage bekæmpet flammerne, der truer med at ødelægge Madeiras historiske bygninger i øens hovedby, Funchal.

- I nat var flammerne hundrede meter fra vores hotel, og man kunne høre gasflasker, der eksploderede, siger Ricardo Correia, som bestyrer hotellet Castanheiro i Funchal, til AFP.

Hotellets 140 gæster blev evakueret. De tilbragte natten til onsdag på byens stadion.

Også Portugals fastland har døjet med brande siden fredag. Især i den nordlige del af landet, hvor temperaturerne har rundet 35 grader, har man været ramt.

Mere end 3000 mennesker har kæmpet for at holde flammerne i skak.

Også i Frankrig har man onsdag mobiliseret 1500 brandfolk for at få styr på brande i landområderne nord for Marseille.

Her har flammerne ødelagt bygninger og tvunget flere end 1000 personer på flugt.

De mange skovbrande i Europa skyldes, at der ikke har regnet så meget i løbet af vinteren.

Det har medført tørre landskaber. Samtidig har den høje varme kombineret med kraftige vindstød gjort det nemt for skovbrande at spredes.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.