Porosjenko: Nemtsov ville afsløre Ruslands krig i Ukraine
Oppositionspolitiker blev myrdet, fordi han vidste, hvad den russiske hær laver i Ukraine, siger præsident.


Den russiske oppositionspolitiker Boris Nemtsov blev myrdet, fordi han planlagde at fremlægge beviser for Ruslands militære aktiviteter i Ukraine.

Det siger den ukrainske præsident, Petro Porosjenko, der fortæller, at han for et par uger siden talte med den prominente russiske oppositionspolitiker.

Nemtsov blev sent fredag myrdet på åben gade i Moskva få hundred meter fra Den Røde Plads og Kreml.

Under deres samtale fortalte Nemtsov ifølge Porosjenko, at han havde beviser for, hvor meget Rusland er involveret i den blodige konflikt i Ukraine.

- Han sagde, at han ville fremlægge stærke beviser på de væbnede russiske styrkers involvering i Ukraine. Nogen var meget bange for dette ... De dræbte ham, siger Porosjenko på ukrainsk tv.

Nemtsov var kendt som en arg modstander af Ruslands annektering af den ukrainske halvø Krim sidste år og det tætte samarbejde mellem præsident Vladimir Putins regime og de prorussiske oprørere i Ukraine.

Over 5600 mennesker er blevet dræbt, siden separatisterne sidste forår gjorde oprør mod centralregeringen i Kijev. Det skete i forlængelse af, at den siddende prorussiske præsident, Viktor Janukovitj, var blevet fordrevet.

USA og EU er overbevist om, at oprørerne får finansiel og materiel støtte fra Moskva, og at Rusland også har soldater og egne våben inde i Ukraine.

Tidligere på måneden blev der indgået en aftale mellem stridens parter i den hviderussiske hovedstad, Minsk om blandt andet en våbenhvile. Ukraine trak tidligere på ugen sine tunge våben væk fra fronten, men regeringen i Kijev oplyser, at flere soldater alligevel er dræbt i de seneste dage.

Det seneste offer var en ukrainsk journalist, der blev dræbt under granatbeskydning lørdag, oplyser hæren.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.