Peter AG, Hanne Boel, Ida Corr, Lau Højen, Fallulah, Kent ’Kenno’ Pedersen og Lasse ’Pilfinger’ Kramhøft.
Det er de kunstnere, der til efteråret rammer TV 2-skærmen i programmet "Toppen af poppen".
Kender du dem ikke nu, så kommer du nok til det. Programmet har, siden Erann DD, Lars H.U.G., Szhirley, Dorthe Kollo, Anna David og Jokeren kom ind i danskernes stuer i 2011, skabt opmærksomhed om sangere og musikere, som du måske ikke kendte i forvejen.
I efteråret opstod der således nye toner og fortolkninger fra specielt Lars Lilholt og Dúné-forsangeren Mattias Kolstrup.
Den kommende sæsons navne er hentet fra både dansk rocks spæde ungdom og nutidens danske dansescene.
Således vil mange nikke anerkendende til Peter AG fra Gnags, som indspillede plader allerede i 1970'erne og Hanne Boel. Hun havde sin storhedstid på de danske hitlister i slutningen af 1980'erne og starten af 1990'erne.
Den dansk-rumænsk sangerinde og sangskriverske Fallulah er en af den nye generations repræsentanter i den sjette udgave af "Toppen af poppen". Foto: Scanpix/arkiv
Dertil kommer nyere navne som sangerinden Ida Corr, sanger og guitarist Lau Højen fra Carpark North, sangerinde og sangskriverske Fallulah og to nye navne - nemlig Kent ’Kenno’ Pedersen og Lasse ’Pilfinger’ Kramhøft, der tilsammen er dancehall-duoen Djämes Braun samt Troels Gustavsen, der er forsanger i Noah.
Som altid i "Toppen af poppen" vil deltagerne fortolke hinandens bagkatalog.
Gennem tiderne har kunstnere som Shaka Loveless, Isam B, Oh Land, Stine Bramsen, Mattias Kolstrup, Sebastian, Søs Fenger, Joey Moe, Anne Linnet, Brødrene Olsen, Lina Rafn, Rasmus Nøhr, Sys Bjerre, Mads Langer, Peter Belli, Kasper Winding, Dicte, Nabiha, Barbara Moleko, Anne Dorte Michelsen, Clemens, Wafande, Rasmus Walter, Poul Krebs og Jørgen Klubien deltaget i programmet.