Da tv-værten Signe Molde mødte sin mand, tog de på en romantisk minitur til Barcelona. Her havde de alle muligheder for at lære hinanden at kende.
Og det kan man sige, at de gjorde. Til Euroman fortæller nu 39-årige Signe Molde, at Peter Molde-Amelung kort efter ankomsten til den spanske storby fik et maveonde.
Og det er jo ikke så godt, når man lige har lært hinanden at kende. Peter forsøgte at skjule udfordringen, men han var mistænkeligt længe inde på hvert eneste toilet, parret kom forbi, fortæller Signe Molde til Euroman.
Han måtte dog krybe til korset, og det nyforelskede par tog tilbage til hotellet.
- Han havde spist en burger, som han mente var skurken, og jeg opdagede, at hvis jeg bare snakkede det mindste om den burger, fik han lyst til at kaste op. Så jeg talte en del om den burger, fortæller Signe Molde og indrømmer, at det var ondskabsfuldt, fordi hendes kommende mand gjorde, hvad han kunne for at bevare værdigheden.
Dagen efter blev Signe Molde selv ramt og blev meget syg. Så i et par dage var det nyforelskede par ude af stand til at styre, hvornår og i hvilken tilstand maden forlod deres tarmsystem.
- Det var så tarveligt, men omvendt: når man tordner i et toilet, mens den anden kaster op i bidetet, bliver visse grænser nedbrudt. Vi kom hurtigt meget tæt på hinanden, konkluderer hun.
Signe Molde og Peter Molde-Amelung, som man måske kender fra reklameblokkene på tv, mødte hinanden for 13 år siden i TV-Byen. De har sammen to døtre.