Populær tøjkæde får smæk: Troede, jeg skulle dø
Tøjkæden Moss Copenhagen byder, ifølge en række tidligere medarbejdere, sine ansatte uhyrlige forhold.
En tidligere ansat i tøjkæden Moss Copenhagen har ikke lyst til at arbejde i tøjbranchen igen. Hun gik ned med stress og angst.
En tidligere ansat i tøjkæden Moss Copenhagen har ikke lyst til at arbejde i tøjbranchen igen. Hun gik ned med stress og angst. Foto: Kim Haugaard, Scanpix


Den hastigt voksende tøjkæde Moss Copenhagen byder - ifølge en række tidligere ansatte - sine medarbejdere grumme arbejdsvilkår. DR-forbrugermagasinet Kontant har fået skriftlige henvendelser fra 35 tidligere ansatte, der fortæller om et arbejdsmiljø, som er præget af stress, angst og kaos.

Det skriver DR Nyheder.

En tidligere medarbejder fortæller blandt andet om meget lange vagter i kulde, fordi døren til gaden skal stå åben hele tiden. Hun gik ned med stress og angst efter at have været ansat i et halvt år. Til DR fortæller hun om det sammenbrud, der blev begyndelsen til et sygdomsforløb

- Jeg ligger i min seng, og kan mærke en mærkelig, mærkelig følelse i min hånd. Og det er en summen af en art, som breder sig op ad min arm, og det sekund det rammer min skulder, går det ud i hele kroppen. Og især i bagnakken, som en eller anden form for summen, som om der sidder et eller andet, der borer. Og jeg rystede. Hele min krop var levende, og mit blik blev sløret, og jeg svedte og jeg svedte. Jeg troede vitterligt, at jeg skulle dø, fortæller Josephine Blain.

Hun blev opsagt på mail af virksomhedens ejer efterfølgende. Hendes fagforening HK har siden februar, hvor hun blev sygemeldt, kæmpet en kamp mod Moss Copenhagen, som skyldte Josephine Blain 83.000 kroner i løn og feriepenge. Dem har hun nu fået.

Hendes historie og historien om dårlige arbejdsvilkår i tøjkæden fortælles i aften i Kontant.





Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.