Selv om prins William har mange rådgivere omkring sig, er det dog familien, han henvender sig til, når bekymringerne snurrer rundt i hovedet på tronarvingen.
Det afslørede den 33-årige prins under et anti-mobbe-arrangement mandag, viser det britiske kongehus på sin officielle Twitter-konto, hvor der er delt billeder fra arrangementet.
Prins William blev bedt om at skrive navnene på fem personer, han ville søge støtte hos i vanskelige tider, og her skrev prinsen hustruen, hertuginde Kate, broren, prins Harry, faren, prins Charles, og bedsteforældrene, dronning Elizabeth og prins Philip, som sine nærmeste allierede.
Prinsen skrev dog også til stor overraskelse en sjette på listen over sine nærmeste i en lille parentes, og det er ingen ringere end hunden Lupo.
Prins William støttede op om "Back2School"-anti-mobbe-kampagnen, som er stiftet af The Diana Award, der er et initiativ, der hylder prins Williams' mor, den nu afdøde prinsesse Diana, og hendes tro på, at unge har magt til at ændre verden til det bedre.
Under kampagnen, der har særlig fokus på cyber-mobning og mobning af lesbiske, bøsser, bi- og transseksuelle, bliver både lærere og elever trænet i, hvordan man identificerer mobning og efterfølgende hjælper ofrene.
Kampagnen har allerede haft over 16.000 anti-mobbe-ambassadører igennem programmet på over 3000 skoler i hele Storbritannien.
Se kongehusets billeder fra arrangementet her
/ritzau/FOKUS