Kunne du forestille dig at flytte en gang om ugen?
Sådan er hverdagen for mange skilsmissebørn. Præcis hvor mange er ikke opgjort. Men siden den nye forældreansvarslov så dagens lys i 2007, har forældre, der bliver skilt, som udgangspunkt fælles forældremyndighed, og den omstændighed har fået antallet af børn, der bor en uge skiftevis hos mor og far, til at stige markant. Det påpeger flere af de eksperter, som Kristeligt Dagblad har talt med.
Men en såkaldt syv-syv-løsning er langtfra altid den bedste løsning for børnene. Børne- og familiepsykolog Ulla Dyrløv mener, at mange forældre sætter deres egne behov før børnenes, når de vælger ordningen. Det oplever hun blandt andet som børnesagkyndig ved retten.
"Her hører jeg ofte folk sige: 'Jamen, jeg kan ikke undvære ham en hel uge ad gangen.' Men der er jeg bare nødt til at sige: 'Jeg ved godt, det virker meget hårdt, men her er det ikke dine følelser, det handler om, men dit barns'," siger hun.
Ulla Dyrløv anbefaler selv, at skilsmissebørn bor mest hos den ene forælder.
"Undersøgelser viser, at langt de fleste børn bedst kan lide at have en fast base. De børn, der siger, at det fungerer med en syv-syv-ordning, begrunder det ofte med, at så slipper de for at skulle have dårlig samvittighed over for den ene af forældrene," siger hun.