Popsild fanget i iskoldt mareridt: Bil brød igennem isen
Den britiske sangerinde Ellie Goulding indrømmer, at hun var skræmt, da hendes bil pludselig brød gennem isen på en tilfrosset sø.
Den britiske sangerinde Ellie Goulding sætter mere pris på sine venner, efter hendes bil brød igennem isen på en tilfrosset sø i Norge.
Den britiske sangerinde Ellie Goulding sætter mere pris på sine venner, efter hendes bil brød igennem isen på en tilfrosset sø i Norge. Foto: Scanpix arkiv


- Om jeg var bange? Ærlig talt, ja.

Sådan siger den 29-årige britiske sangerinde Ellie Goulding til den norske avis VG, efter hendes bil i januar brød gennem isen på en tilfrosset sø, mens hun var på ferie i Norden.

Den voldsomme oplevelse har fået sangerinden til at sætte mere pris på de mennesker, hun holder af, fortæller hun.

- Det minder mig om, at jeg har gode venner, og jeg føler mig godt taget af. Jeg elsker virkelig Norge på mange måder, og det gør mig lidt ked af det, at det nu er ulykken, der binder mig til landet, siger Ellie Goulding til VG.

Ulykken skete, da den prisvindende sangerinde var ude at køre med sin 23-årige fotograf Conor McDonnell under en ferie i Valdres i Norge.

Temperaturen var 20 minusgrader, og da de to venner kørte over en tilfrosset sø, brød deres bæltebil pludselig igennem isen.

I løbet af få minutter var bilen helt under vand. Ellie Goulding og fotografen blev evakueret igennem bilens tag.

Sangerinden har nu haft tid til at bearbejde, hvad der skete.

- Vi var i en ulykke. Jeg var hele tiden i sikre hænder, min ven var der også. Men vi var ikke forberedt på at synke igennem en tilfrosset sø. Det var første gang, jeg var i så lave temperaturer. Jeg er sikker på, at dem, der bor her, er vant til det, men for mig var det første gang, så det var en uvirkelig oplevelse, siger Ellie Goulding til VG.

Ifølge ejeren af bæltebilen, Ola Moe, var bilen helt ny. Så efter ulykken kan den britiske sangerinde ud over et ubehageligt minde også se frem til et erstatningskrav på en halv million norske kroner.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.