Popprins holder Grøn Koncert-twist hemmeligt
Mads Langer ser frem til at spille på Grøn Koncert og lover et særligt twist på sine koncerter. Men hvad det er, vil han ikke afsløre.
Mads Langer trækker mystikkortet. Han vil ikke løfte sløret for, hvad der skal ske under hans bidrag til sommerens Grøn Koncert-turne.
Mads Langer trækker mystikkortet. Han vil ikke løfte sløret for, hvad der skal ske under hans bidrag til sommerens Grøn Koncert-turne. Foto: Davali Philip/DAVALI PHILIP


Sidst han stod på den store grønne scene i 2014, var Tim Christensen ved hans side.

Denne gang får singer-songwriter Mads Langer lov til at stå alene i front med sin guitar. Han skal nemlig spille otte gange Grøn Koncert rundt om i landet til sommer sammen med blandt andet Suspekt, Nabiha, Stine Bramsen og D-A-D.

Men noget tyder på, at det ikke bliver otte helt almindelige koncerter, "3AM"-sangeren har planlagt.

Hvordan hans koncerter helt præcist kommer til foregå, vil Mads Langer nemlig gerne holde hemmeligt. Derfor må publikum vente lidt endnu med at høre den overraskelse, de skal opleve, når de står på græsplæner mellem den 21. og 31. juli i byer helt fra Aalborg til København.

- Jeg synes, det er sjovt at tænke ud af boksen, når man spiller så mange koncerter i forbindelse med en ny plade. Derfor glæder jeg mig til at løfte sløret for mit twist på min koncert senere på sommeren, siger den 32-årige popprins, som for nylig udgav sit nye album "Reckless Twin".

Det twist, Mads Langer teaser for, er helt sikkert ikke, at han kun vil spille ukendte sange til sommerens koncerter. Han lover at tage hele sit repertoire i brug, og set-listen kan derfor indeholde alt fra "Elephant" til "Tunnel Vision" - og måske endda Sanne Salomonsen-coveret "Overgiver mig langsomt", som efter en følelsesladet performance i tv-programmet "Toppen af poppen" hurtigt blev et hit på ny.

Muskelsvindfonden har allerede afsløret seks navne, der vil indgå i karavanen til årets Grøn Koncert, og igen i år er flere af dem fusioneret for at skabe et anderledes show.

Publikum kan se frem til at høre D-A-D, Shaka Loveless feat. Rasmus Walther, Stine Bramsen feat. Nabiha, Suspekt, De Eneste To feat. Love Shop, Lågsus feat. Gilli, Citybois og Emil Stabil samt Mads Langer.

Det sidste navn på den grønne plakat for 2016 bliver offentliggjort om en uge.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.